Klubbens vedtægter og generalforsamling

Vedtægter

§ 1. Foreningens navn.

Foreningens navn er "Nordsjællands Motorcykel Club"- forkortet til NMC og er hjemmehørende i Egedal kommune. 

§ 2. Foreningens formål. 

Foreningens formål er at danne faste rammer for klubinteresserede motorcyklister i Nordsjælland og medvirke til udbyggelse af fællesinteressen for motorcykler af enhver art og årgang, gennem socialt samvær og hyggelige fælleskøreture under ordnede forhold. Det beror også på foreningens bestyrelse at skabe kontakter til opnåelse af fordele af enhver art til klubbens medlemmer hos mc-forhandlere, mc-reparetører og lignende.  


§ 3. Foreningens økonomi.

Foreningens økonomi hviler på, at medlemmerne selv afholder alle udgifter forbundet med anskaffelse og vedligeholdelse af egen motorcykel og enhver form for udstyr hertil inkl. tøj.
Udgifter i forbindelse med fællesture afholdes af det enkelte medlem. Endvidere kan bestyrelsen eller turleder ikke drages til ansvar for eventuelle bødeforlæg, herunder fartbøder, parkeringsbøder m.v. 
Medlemskontingent fastsættes for et år ad gangen på foreningens generalforsamling. Foreningens midler forvaltes af bestyrelsen med kassereren som regnskabsfører. Klubbens formue skal primært bruges til udgifter i forbindelse med arrangementer i klubbens medlemmers interesse. Det påhviler bestyrelsen at opnå en opsparing således at klubben kan dække større udgifter.

§ 4. Foreningens medlemmer.

Som medlemmer kan optages alle motorcyklister bosiddende primært i Nordsjælland der ejer en lovlig indregistreret motorcykel selv - samt medlemmets samlever/ægtefælle, og som i øvrigt har interesse i at støtte foreningens formål, love og kørselsregler.
Ifald et medlem udviser en adfærd af enhver voldelig art - eller en kørsel der er til fare for sig selv, medlemmerne eller andre trafikanter - kan bestyrelse til enhver tid ekskludere medlemmet fra foreningen efter et afholdt bestyrelsesmøde, hvor enighed herom er opnået. Ved eksklusion eller udmeldelse af foreningen ydes der ingen økonomisk medlemsgodtgørelse.

§ 5. Foreningens generalforsamling.

1.       Foreningens højeste myndighed er generalforsamlingen. Der er én stemme pr. medlem. Der kan afgives stemme ved fuldmagt, dog max. 1 stk. fuldmagt pr. medlem. (fra andet medlem)
2.       Ordinær generalforsamling afholdes hvert år i januar måned, hvortil der indkaldes skriftligt til alle medlemmer med mindst 3 ugers varsel. Forslag til behandling på generalforsamlingen skal være bestyrelsen i hænde skriftligt 3 uger før generalforsamlingen. Indkaldelsen skal indeholde dagsorden og bliver desuden annonceret på foreningens hjemmeside. 
3.       Den ordinære generalforsamlings dagsorden skal mindst indeholde følgende punkter:
(Dirigenten fastsætter afstemningsmetode ved diverse afstemninger, dog således at alle stemmer vægtes lige og beslutninger træffes med simpelt flertal blandt de fremmødte medlemmer inkl.evt. fuldmagter.)
·          Valg af dirigent og referent
·          Godkendelse af dagsorden
·          Formandens beretning
·          Forelæggelse af revideret regnskab samt budget for kommende år
·          Behandling af indkomne forslag
·          Kontingentfastsættelse for det kommende år
·          Valg af tillidsposter (kun betalende medlemmer har stemmeret)
(Valg af bestyrelse, revisor og suppleanter)
Bestyrelsen vælges for en 2 årig periode ad gangen, således at formand, kasserer og et bestyrelsesmedlem (1. bestyrelsesmedlem) er på valg på ulige årstal og næstformand og et bestyrelsesmedlem (2. bestyrelsesmedlem) er på valg på lige årstal. Revisor og suppleant vælges for 1 år ad gangen.

  • Eventuelt


§ 6. Foreningens ledelse.

Foreningens ledelse består af 5 bestyrelsesmedlemmer som varetager foreningens daglige virke samt økonomiske dispositioner.
Der afholdes mindst 3 bestyrelsesmøder årligt med skriftligt referat. Beslutningsreferat fremlægges for medlemmerne på foreningens hjemmeside.
Bestyrelsen består af en formand, en næstformand, en kasserer og to bestyrelsesmedlemmer. (1. og 2. bestyrelsesmedlem) Næstformanden er samtidig foreningens sekretær og kassereren er ansvarlig for foreningens regnskab og pengebeholdning. Foreningens postadresse er hos den til enhver tid siddende formand, som også tegner foreningen.
Foreningens regnskab følger almindeligt regnskabsår fra 1. Januar til 31 december.

§ 7.  Udmeldelse af foreningen.
 
Udmeldelse af foreningen kan ske ved skriftlig henvendelse til én af bestyrelsesmedlemmerne med begrundelse for den ønskede udtræden. Begrundelse behandles på førstkommende bestyrelsesmøde for at imødegå uregelmæssigheder i foreningens virke. Kontingent refunderes ikke ved udmeldelse.


§ 8. Opløsning af foreningen.

Foreningen kan kun opløses på en ekstraordinær generalforsamling hvor mindst 2/3 af foreningens medlemmer begærer opløsningen. Eventuelle økonomiske midler i kassen udbetales i så fald til et velgørende humanitært formål. Formålet besluttes af bestyrelsen.

Revideret den 21.1.2017

 

 

Hej!
Prøv at lave din egen hjemmeside ligesom mig! Det er nemt, og du kan prøve det gratis
ANNONCE